Venø lam

I 2003 etablerede vi en produktion af lammekød og for tiden har vi 75 moderdyr. Moderdyrene er en 3-race krydsning bestående af Texel og Suffolk, der er rene kødracer, samt gotlandske pelsfår, der er rene uldfår. Vort ønske om krydsningsfår skyldes, at vi tilstræber det bedste fra hver race, så vores lam bliver levedygtige, sunde, selvhjulpne kødfulde og med et godt temperament.

Texel er et middelstort får, hvidt med lav frugtbarhed. De har læmmevanskeligheder og deraf følgende høj lammedødelighed, hvis læmningerne ikke overvåges. Racen besidder imidlertid en ekstrem god slagtekvalitet, da ryg og kølle er muskuløs og fedtansætningen er lav, selv ved høj slagtevægt.

Suffolk er en engelsk fårerace med sort hoved og sorte stærke lemmer, men med hvid krop. Racen har lette læmninger og lammene vokser hurtigt. Slagtekvaliteten er god, men racen kan være lidt nervøs af natur.

Gotlandske pelsfår stammer fra Gotland i Sverige. Hoved og lemmer er sorte, men uldens farve varierer fra lysegrå til sort. Ulden er blød, krøllet og glansfuld. Fårene er hærdføre og nøjsomme. De læmmer med næsten 2 lam i gennemsnit og har gode moderegenskaber, stor mælkeproduktion og lette læmninger. De har et roligt temperament, og er meget omgængelige.

Årets gang
I slutningen af oktober lukkes vædderen ind til flokken. Vædderen kan ilæmme ca. 30 hundyr. Vædderen går ved flokken i max 30 dage, da vi ønsker en kort og intensiv læmmeperiode. Vædderne er således udprægede sæsonarbejdere. 11 af årets 12 måneder skal de bare "opbevares"og er mere til besvær!

I begyndelsen af januar tages fårene på stald og klippes. Ulden er stort set værdiløs; den afregnes med 3-4 kr. pr kg, og den kan således ikke engang betale klippeomkostningerne. Fårene grupperes af hensyn til fodring i hold af 15-25 stk. afhængig af alder, race, foderstand m.m.

I slutningen af marts begynder den hektiske læmmesæson, hvor fårene tilses hver 4. time døgnet rundt. Vi inspicerer får, der er i fødsel, retter lam der eventuelt ligger forkerte i fødselsvejen, sondefodrer svagtfødte lam, gnubber underafkølede lam varme og arbejder konstant og ihærdigt på ikke at miste lam hverken under og efter fødsel.

I april lukkes fårene og lammene på græs; et herligt syn. Hele sommeren græsser de på engarealer, hedeskrænter, overdrev og rigtige græsmarker. I begyndelsen af august tages lammene fra. De lam, der skal slagtes fedes færdige til en slagtevægt på minimum 47 kg levende vægt.

Da vi prioriterer dyrevelfærd højt, kører vi dem selv flokvis til slagtning på et lille lokalt slagtehus. Vi tilstræber den bedste kødkvalitet overhovedet, hvorfor kødet får lov at hænge i 6-8 dage. Når du har købt et af vore lam, bør du for at bevare kvaliteten tø det op minimum 2 dage i køleskab.
Når lammene er taget fra, lukkes fårene på godt græs, så de igen kan have den rette foderstand, og være i fin form, når vædderne igen skal på deres årlige 30 døgns job.